(Arkivfoto)

U17 sendte Kolding hjem med et 3-1 nederlag – U19 fik uafgjort

Kolding IF var i dag på besøg på Parkvej i Slagelse for at udfordre de lokale drenge i U17 og U19 divisionen. Der var lagt op til to spændende kampe, da holdene i begge rækker lå efter de første 6 kampe.

U17 divisionen: Slagelse B&I – Kolding IF 3-1 (1-1)

U17 tog en hjemmesejr på 3-1 i en underholdende kamp, hvor der sagtens kunne være scoret væsentligt flere mål. Enes Osmic bragte SBI i front tidligt i første halvleg, inden Kolding fik udlignet efter et hjørnespark. I anden halvleg blev sejren sikret efter to flotte scoringer. Først lavede Philip Nielsen en lidt heldig “tunnel” på en Kolding-spiller centralt på banen, hvorefter han spillede den dybt til Edin Mrgan på højre kanten, der med sit indlæg fandt Marinus Holm Callesen som nemt kunne sætte den i kassen til 2-1. Kort efter cementerede Magnus Ettrup sejren med et fremragende langskud helt oppe i modsatte målhjørne.
U17 indtager nu divisionens 9. plads.

Næste kamp for U17 er på tirsdag den 1. oktober, hvor man møder FA 2000 fra Øst 2 på udebane i pokalturneringen.

U19 divisionen: Slagelse B&I – Kolding 1-1 (0-0)

U19 træner Niels Sørensens referat:

Holdopstilling: Nichlas Rasmussen, Jonas Moos (ud 80.), Tobias Grønholt Hansen, Alen Setka, Kristian Axlev Krogh, Peter Tasch Graulund, Ludvig Byrgesen (anf.), Patrick Andersen (ud 67.), Jacob Mathias Christensen, Jeppe Merling (ud 67.) og Mikkel Petersen. 12.: Báker Adnan Mohammed (ind 67.), Mark Schiøtt (ind 67.), Marcus Falberg Lindhardsen (ind 80.) og Martin Ulrich Hehl Olsen (res.målm. – ej ben.)

Vi starter i medvind, men det er ikke til at se på spillet. Vi skal frem til det 15. min. før der sker noget. Jacob sender et godt frispark mod bageste stolpe, men Jeppe kommer lige netop for sent til afslutning. Kolding har herefter et par chancer på kontra, men i begge tilfælde redder Nichlas i målet flot. En Kolding spiller brokker sig til et gult kort i det 33. min., og vi har en kontra i det 37. min., som ender uden afslutning. Der sker ikke mere i halvlegen.

I det 47. min. kommer Kolding til en god afslutning fra tæt hold, men Nichlas redder med en flot fodparade. I det 50. min. presser Mikkel en tilbagelægning til målmanden. Mikkel får fat i bolden, men hans afslutning går ved siden af. I det 52. min. spiller Mikkel en god bold i dybden til Jeppe, hvis flade, hårde skud desværre går lige uden om stolpen. Kolding scorer til 0-1 i det 62. minut på et flot langskud uden chance for Nichlas i målet. Kolding får et par gule kort, og det er det mest ophidsende indtil cirka 5 minutter før tid, hvor Kolding har et skud på stolpen, og på det efterfølgende kontraangreb får Mark S. afsluttet, men målmanden redder. I det 90. min. sender Baker et indlæg ind over som rammer overliggeren! I overtiden begås der frispark mod Mikkel ved baglinjen. Mikkel er vaks, og finder Peter i det lille felt, og Peter hugger til bolden, og så ender vi med at få uafgjort 1-1.

Holdets næste kamp er lørdag den 5. oktober, hvor vi ude møder Hellerup IK.

U15 fører fortsat Liga 2

Klubbens T+ hold har også været i aktion i weekenden. U15 spillede 1-1 hjemme mod FC Roskilde, og dermed indtager SBI forsat 1. pladsen i Liga 2, med netop FC Roskilde på 2. pladsen. Værd at bemærke er det, at det var U14 angriberen Mikkel Stahlhut der kom på måltavlen. U14 indtog inden weekendens kamp 3. pladsen i Liga 2 og skulle på besøg hos rækkens førerhold HIK. Det blev en meget lige, intens og velspillet fodboldkamp, der kunne gå begge veje, men desværre endte med en 1-0 sejr til HIK. SBIs U13 hold sejrede 5-1 ude mod Nykøbing FC og ligger nr. 5 i Liga 2. Ligaen er så tæt, at alle hold fra nr. 1 til nr. 5 har samme point antal.