Ny Cheftræner er et kendt ansigt på U23
Året er ved at gå på hæld, men nye skridt tager stadig fart, i den nye og spændende rokering som sportschef Zouher Abdullatif den seneste måned har arbejdet hårdt på – hele vejen gennem systemet.
Mens temperaturen de seneste dage har dvælet omkring frysepunktet på Parkvej, ser temperaturen heldigvis ud til nu at stige en smule, kort før Seniorerne vender tilbage efter nytår. Men det er ikke kun udsigten til temperaturer over frysepunktet på banerne, der ser ud til at lune – det gør også den kommende stab.
Når seniorerne vender tilbage, er det nemlig med nye, men kendte ansigter, på både U23 og 3. Division.
På 3. Division blev staben intakt kort før jul, hvor Sebastian Bruun blev offentliggjort som ny Assistenttræner, der i et team med Henrik Carlson, står klar til den kommende sæson.
På U23 kan Zouher nu kort før nytår også her melde om en klar stab: “Vi har fået den sidste aftale på plads som manglede i vores seniorafdeling. Jeg er oprigtig glad for den aftale – og tidspunktet viser også, at vi har afsøgt vores muligheder og ikke bare valgt den første og den bedste” fortæller Zouher Abdullatif.
Til valg for ny Cheftræner på U23, som lige nu spiller i Sjællandsserien, står nemlig i det nye år, et kendt ansigt klar til at byde drengene velkommen tilbage fra ferie.
Valget er nemlig faldet på 29-årige Toivo Hybholt, som i mange år ikke blot har været en fast spiller i Slagelse B&I, men også en rigtig klubmand.
“Det er noget vi er ret stolte af, vi har taget et nyt skridt hvor vi kigger i egne rækker først. Toivo har ikke kun spillet mange kampe for Slagelse, han kender også klubben helt ind i hjertet, hvordan vi vil gøre tingene – og så har han ud over sin træneruddannelse også bevist i samtalerne at han har fagligheden til at rykke os” siger Zouher Abdullatif, der tilføjer at det derfor ikke har været tilfældigt at han har valgt at kigge denne vej.
Toivo har gennem mange år, været et stort aktiv for U23 hvor han ud over at have et kæmpe antal kampe i benene også løbende har assisteret på bænken.
“Jeg er utrolig glad for den nye opgave der venter.” fortæller Toivo, der forud for opstarten ikke behøver at lære hverken spillerne eller klubbens strategi at kende.
“Det er klart at det på mange måder er helt nyt, men det er til dels også en naturlig overgang for mig. Den måde man indtænker U23 er enorm spændene for klubben, jeg glæder mig til at være en del af det, men også den fremtid der venter” smiler Toivo der gennem sin tid i SBI glæder sig til at være med til at give mange af de værdier han selv har fået, videre til de spillere som kommer op til U23.