DBU TOP-Center godt fra land
26 fodboldglade drenge fra Syd- og Vestsjælland var fredag eftermiddag mødt op til den første træning på det nye DBU TOP-Center i Ringsted. TOP-Centret er kommet på plads efter tæt samarbejde mellem DBU, med den erfarne Claus Frank-Nielsen i spidsen, og de to hovedpartnerklubber Slagelse B&I og Næstved IF.
Træningen er et ekstra træningstilbud for U11 og U12-spillere med særlige forudsætninger og den rigtige indstilling, med andre ord: “Spillere der VIL og KAN.” Det var en spændt flok af disse drenge, der stod klar da Claus Frank-Nielsen kaldte til samling inden træningen blev sparket i gang. Drengene havde set frem til denne træning ligesiden, de fik at vide, at de var udvalgt til TOP-centertræningen og en del af drengene havde nærmest ikke sovet natten til fredag, som flere forældre udtrykte det.
Under træningen blev spillerne udfordret, både teknisk og i forhold til at lære at tage beslutninger i spillet. Som en af drengene udtrykte det efter træningen: “man skulle bruge hovedet lidt mere, end til træning hjemme i klubben”, og her mente han indersiden af det.
Alle drengene gav udtryk for, at det havde været en sjov træning og de glædede sig til næste gang. Den eneste gang der var utilfredshed at spore var, da de fik at vide at træningen var slut.
Fra Vestsjælland deltog der spillere fra Høng GF, B73 Slagelse og Skælskør B&I, og Slagelse B&I var repræsenterede ved Mads Vittenbach og Benjamin Lassur som hovedtrænere.
Fra oktober 2020 udvides centeret til også at have U10 spillere med.
Du kan læse mere om DBU TOP-Center Syd- og Vestjælland her: http://slagelseboldklub.dk/dbu-top-center/