Mens Covid-19 / corona fik Danmark til at ændre karakter, kunne børnene se til fra sidelinjen.
Hvorfor skal jeg ikke til fodbold? – Hvorfor er skolen lukket?
Begivenheder, der får så meget medieekspornering, finder også vej til børnene.
Børn har mange spørgsmål om virussen, men hvordan tager man snakken med dem?
– Vi har samlet de gode råd, her på siden.

Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med børns vilkår udarbejdet to film.
Den ene film er rettet til skolebørn i alderen 6-15 år og giver svar på spørgsmål om corona virus.
Børnetelefonen får nemlig lige nu mange spørgsmål om ny coronavirus fra bekymrede børn – det er disse spørgsmål filmen giver svar på.

Den anden film er rettet til forældrene.
Vi skal tage hånd om børns bekymringer, men hvordan?
Filmen er rettet til forældre, lærere, pædagoger og andre voksne, og giver gode råd til, hvordan man som voksen taler med børn om ny coronavirus.

Her er de 4 råd fra Børns Vilkår:

Lyt til barnets bekymring

Børn kan godt opleve, at deres forældre eller andre voksne siger ”det skal du ikke tænke på”. Men når børn nu alligevel tænker på det, så har de brug for at få talt om det. En bekymring går ikke væk, bare fordi man får at vide, man ikke skal bekymre sig.

Giv dig tid til at lytte til barnets tanker og bekymringer og hjælp derefter med at sortere i de informationer, de har fået fra medier osv. Spørg fx hvad barnet helt konkret har læst eller set, og hvad barnet bliver bekymret for. Tag barnets følelser alvorligt og svar så ærligt og konkret som muligt. Husk dog at tage højde for barnets alder. Der er forskel på børn i skolealderen, som selv har læst nyhederne, og så de yngre børn, der måske bare har hørt nogen tale om corona og vil vide, hvad det er.

Tal med barnet om fakta

Hold dig opdateret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger og oversæt dem til et sprog, børnene forstår. Hvis børnene selv har læst om coronavirus, så spørg, hvad de har læst og hvor, og hjælp dem med at være kildekritiske og sortere i fakta. Undgå at tale om, hvor mange der er døde af virussen, tal i stedet for om, hvad det er, vi gør. At vi har et meget dygtigt sundhedssystem, som har forberedt sig grundigt på, at smitten ville nå til Danmark på et tidspunkt.

På BørneTelefonen er der f.eks. en 13-årig pige, der skriver “Jeg er virkelig bange for den der coronavirus. Jeg er bange for at vi allesammen kommer til at dø af den.” Her kan det f.eks. berolige pigen, hvis hun får at vide, at langt de fleste smittede bliver syge, som havde de almindelig influenza, og så bliver de raske igen. Det kan også være, at det vil hjælpe, hvis I taler om, hvordan man gennem god hygiejne kan forhindre smittespredning – ligesom med alle andre sygdomme.

Tal med barnet om nyheder

Børn kan ikke altid selv vælge, hvilke nyheder de får præsenteret. Især fordi mange ”sensations-nyheder” bliver delt og vist i børnenes feed på deres sociale medier. Derfor er det en god ide at spørge børnene, om de er faldet over nyheder om coronavirus på deres mobil eller tablet, og hvad det har affødt af tanker hos dem. Har de set eller læst noget, der gør dem bange? Når det gælder nyheder, som f.eks. bliver vist på tv, anbefaler vi, at børnene altid ser nyheder med en voksen. Det giver børnene mulighed for at stille spørgsmål og få talt om deres bekymringer. Det værste er at gå rundt med fantasier.

Husk: Spørg om barnet fik svar

– Kilde www.bornsvilkar.dk

 

 

Film til børn

 

Film til voksne