Ændringer i trænerstaben omkring flere Talenthold
Slagelse B&I har gennemført en række ændringer i talentafdelingen henover julen og nytåret, og med ansættelsen af den sidste træner er kabalen nu endegyldigt fuldendt.
Ændringer i besætning
Da Theis Bennekou trådte til midt i efterårssæson, som konstitueret U19 cheftræner efter Steen Hansen valgte at få ophævet sin aftale, var det allerede aftalen, at dette kun var gældende for resten af 2020, da Theis ikke havde tiden til at træne U19 div. i foråret 2021.
Derfor er der i vinterpausen ansat et nyt U19-trænerteam. Det bliver Niklas Priess og Galal El-Mohamad, der sammen med Niels Sørensen skal varetage den ældste Talent-årgangs udvikling op mod Senior. “Niklas Priess har været omkring U17 1. holdet ca. 3,5 år ad flere omgange, men indtil nu har arbejde m.m. spændt ben for at gå all-in på Elite-trænergerningen, dette er faldet på plads nu og da Galal samtidig, efter et halvt års pause fra trænergerningen, var klar til at komme på banerne igen er jeg meget glad for, at de nu vil stå i spidsen for denne talentfulde gruppe drenge”, udtaler Talentchef Jonas Nielsen. “Både Niklas og Galal kender klubben, vores værdier, spillestil og måde at gøre tingene på, og derfor ser jeg meget frem til at fortsætte det gode samarbejde med disse to. I teamet er der jo også stadig Niels, der nærmest efterhånden er en kulturinstitution i U19 setuppet, dette vil gøre arbejdet og indkøringsfasen i årgangen med det nye trænerteam smertefrit, det er jeg sikker på”.
Muhammed Kara, der i efteråret var assistent for U19, har fået ny rolle som U16 udviklingstræner. Muhammed kommer til at fungere som assistent på U17 divisionen, men med særligt fokus på udviklingen af 1. årsspillerne, samt integreringen af U15 spillerne, når de er til optræning, deltager i U16 og U17 kampe m.m.
I U15 trænerteamet får Cheftræner Jimmy Schumann nyt team omkring sig, da Kasper Jensen Larsen er nødt til at stoppe. Det bliver en gammel SBI-kending, der skal støtte Jimmy med at udvikle U15 drengene i det sidste halvår frem mod U17, da valget her er faldet på Benjamin Lassur. Benjamin kender mange af drengene på årgangen godt, da han havde dem, da de var U12, og siden har fuldt en del med på sidelinjen. Efterfølgende var Benjamin assistent på klubbens hold i U17 divisionen, og derfor forventes det, at han kan gå ind og være med til at gøre en forskel fra start, og dermed sætte et aftryk på trods af den korte periode der er tilbage af U15 tiden. Sidste mand i teamet bliver Selahattin Aydemir. Selahattin spillede selv i SBI hele sin ungdomstid og var i U17 og U19 truppen under FCV. Derfor er det en stor glæde, at han nu vil prøve kræfter med trænergerningen i sin gamle klub.
Sidste ændring er, at Bastian Rolling på U13 har ønsket at blive løst fra sin aftale grundet private årsager, hvilket klubben har valgt at efterkomme. U14 trænerteamet forbliver uændret.
U19:
Niklas Priess
Galal El-Mohamad
Niels Sørensen
U17:
Thomas Jakobsen
Mads Jensen
Muhammed Kara (U16)
U15:
Jimmy Schumann
Benjamin Lassur
Selahattin Aydemir
U14:
Sebastian Høj Bruun
Lasse Hansen
Jan Berthelsen
U13:
Simon Visholm
Theis Bahn Jakobsen