Solen har skinnet over Harboe Arena de sidste par dage, på flere måder, ikke mindst fordi endnu 2 vigtige aftaler nu er på plads.
Gennem spillertunnelsen kommer nemlig 2 Slagelsedrenge travende, normalt i de røde og blå farver til lyden af for evigt, men i dag i civilt til lyden af områdets råger.
Den ellers stille lydmur bliver hurtigt brudt; “BOYS!” Bliver der råbt fra Cheftræner Zouher Abdullatif, der ikke kan holde smilet helt skjult da Bjaldby og Marius kommer gående.
Unge friske smil sendes hurtigt retur og alt er som det plejer.
“Det er vigtigt for os at holde fast i vores lokale profiler – og der har både Bjaldby og Marius været prioriteret. Jeg har fra start ville have dem med på rejsen, derfor betyder det meget for både mig og klubben, at vi har landet aftalerne” udtaler Cheftræner Zouher Abdullatif, der med tilføjelsen til listen er et skridt nærmere truppen til 3. Division.
“Det er et vigtigt skridt, men vi er langt fra færdige med arbejdet, det kører på højtryk hele sommeren” udtaler Zouher og tilføjer: “Med Marius og Bjaldby er vi aldrig i tvivl om hvad vi får, de har begge udviklet sig helt vildt og jeg er virkelig glad for at kunne arbejde med dem og udvikle dem som fodboldspillere endnu en sæson”
Både Mathias Bjaldby og Marius Lindh har forlænget deres aftaler med Slagelse B&I for den kommende sæson; En spændende sæson, i en ny landsdækkende række, som starter 7. August klokken 15.00, hvor Silkeborg KFUM kommer på besøg.