Trænerprofil vender hjem fra FCM Guldminen
19 årige Kristian Vittenbach er denne sommer vendt hjem til SBI fra Guldminen, FC Midtjyllands satsning for Børnefodbolden med målet om at skabe verdens bedste fodboldspillere. På Guldminen var Kristian blandt andet cheftræner for U10 årgangen.
Slagelse B&Is vedtog i foråret en ny Børnestrategi med en vision om “at skabe regionens førende Børnefodboldklub”. Missionen er, via god børnetræning med fokus på det enkelte barn, sociale aktiviteter og et stærkt forældresamarbejde, at rekruttere flere børn til sporten og fastholde dem i længere tid, for at kvalificere flest muligt til ungdomsfodbold, elite som bredde.
For at sikre strategien bliver ført ud i livet, har det været vigtigt at ansætte kompetente og engagerede nøglepersoner til projektet. Derfor var det en glædelig nyhed, da Kristian Vittenbach efter et år hos Guldminen i Midtjylland har valgt at vende hjem for at arbejde for regionens børnefodbold.
I Slagelse B&I har Kristian fået ansvaret for U9, U10 og U11 årgangen i en overordnet cheftrænerrolle, hvor han skal sikre udviklingen af disse vigtige årgange.
“Det er jo guldårgangene, hvor vi virkelig kan udvikle børnene fodboldmæssigt i et trygt miljø. Det er vigtigt for mig, at vi lader børn være børn, og at hver dag skal være en god dag fyldt med glæde, begejstring og en masse tid med bolden,” fortæller Kristian Vittenbach. “Vi snakker ikke elite i de her årgange, vi forventer at drengene er træningsparate og glade når de kommer, så skal vi nok sørge for de også er glade, når de tager hjem”.
Udover trænerrollen, har Kristian fået en plads i SBIs børneledelse, for at sætte mere struktur på børnetræningen.
“Jeg er meget glad for, at Kristian har valgt at vende tilbage til klubben. Vi har haft mange snakke løbende, om de input han har fået på Guldminen, og jeg har tit stukket til ham om ikke, han burde kommet og skabe et lignende træningsmiljø på Vestsjælland, så det er fantastisk at tingene nu passede sammen. Vi har en fælles drøm om at skabe regionens bedste børnefodbold, med fokus på leg, glæde og motivation, så det ser jeg meget frem til, at vi skal arbejde tæt sammen om de næste par år,” udtaler Talentchef Jonas Nielsen.