U17 trænerteamet er på plads

Den nuværende U15 træner Thomas Jakobsen har forlænget sin aftale med Slagelse B&I og tiltræder d.d. rollen som Cheftræner for Slagelse B&Is U17 hold. Med sig får han Janus Ellegaard Jørgensen og en gammel FCV-kending Mads Jensen som assistenter.

Talentchef Jonas Nielsen kunne i dag overfor de kommende U17 spillere offentliggøre trænerteamet, der skal træne U17 holdet efter sommerferien. Det bliver et rent lokalt trænerteam med 45-årige Thomas Jakobsen i spidsen. Thomas er i besiddelse af UEFA A-licens, og har over 20 års erfaring som træner, herunder en lang periode som DBU regionaltræner, og tilbage i ’97 og ’98 stod han ligeledes i spidsen for SBIs bedste U17 hold (dengang “junior-holdet”) med SBI-legenden Andreas Marcher på holdet. De seneste tre år har Thomas haft ansvaret for U15 holdet i klubben, og derved har han et stort kendskab til hele U17 truppen i den kommende sæson, hvilket bliver en stor fordel ovenpå et forår nærmest uden fodbold og med en meget kort sommeropstart inden kampene i U17 divisionen starter.

Da Thomas var cheftræner for juniorholdet i slut halvfemserne, var det med Mads Jensen som assistenttræner, og det bliver det også i denne omgang. Mads Jensen har siden samlet sig godt 20 års erfaring med ungdomsfodbold, herunder en succesfuld periode med U19 under FC Vestsjælland, der resulterede i 3 pokaler, bl.a. en sejr i den landsdækkende pokalturnering.

Sidste mand i teamet er den tidligere 1. holdsspiller i Slagelse B&I Janus Ellegaard Jørgensen. Janus spillede selv alle sine ungdomsår i SBI, herunder i junior- og ynglinge-DM. Janus har stor erfaring med ungdomstræning, og var senest med som assistent på U15, men har holdt pause det sidste halve år. Hans rolle bliver udover at være assistent på U17 division at være ansvarlig for U16 kampene, med fokus på at udvikle første års U17 spillerne til divisionsniveau.