Tilfælde af Corona

Forud for aftens opgør mod Lyngby, er en spiller i Slagelses trup testet positiv for Corona, en melding der gør at Cheftræner Ulrik Balling nu må sadle om i 11. Time.

“Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men først og fremmes ønskes han en god bedring, det er det vigtigste” Udtaler næstformand Mick Keller

Den positivt-testede spiller er i isolation og yderligere 4 spillere som har været i nærkontakt med ham, er efter retningslinjerne gået i selvisolation.

“Vi har jo prøvet det før og vi får rigtig god vejledning hele vejen rundt, så vi håndterer hele situationen, som vi ellers havde gjort. Spillernes helbred er det vigtigste.” Udtaler Keller og tilføjer: “Vi har været igang med en koncentreret smitteopsporing og følger løbende alle protokoller og vejledninger, så vi er helt trygge ved situationen og glæder os trods de nu svære og kedelige omstændigheder til i aften.”

Slagelse mangler nu 5 mand forud for aftens kamp, men hæfter sig oven på episoden ved, at de endnu ikke har haft interne smittekilder.
De tilfælde der har været konstateret i klubben, kan hver gang spores til eksterne smittekilder.

“Skal vi se det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt, er vi med fodbolden rigtig gode til at lokalisere, spore og teste. Vi har et internt apparat i klubben der konstant kører – det gør faktisk, at vi som nu, opdager et tilfælde så tidligt, at vi stopper en mulig kæde, før den ellers var blevet opdaget andre steder” afslutter Keller.

Slagelse B&I spiller i aften mod Lyngby i Sydbank Pokalens 3. Runde.

Slagelse B&I har ikke nærmere kommentar til det enkelte tilfælde, da der er tale om en personsag.