Slagelse lejer ungt talent I NordicBet.
Slog du et smut forbi Parkvej i går aftes, var der lys på kontoret til det sidste, alle formalia skulle nemlig være på plads inden midnat.
… Og bedst som alle troede den sidste handel var kørt, blev det gennem et godt samarbejde med Nykøbing FC, muligt at indgå en Lejeaftale på det blot 20-årige stortalent, Nikolaj Bonde, som allerede i 2018, tidligt blev rykket op i Nykøbing FC’s førsteholdstrup.
“Bonde er det man virkelig kalder et ungt talent, han er en teknisk stærk midtbanespiller, som er god både med og uden bold” fortæller Zouher Abdullatif om den netop indgåede lejeaftale, som løber frem til sommer 2022.
Zouher ligger samtidig heller ikke skjul på, at Bonde er en spiller som han har store forventninger til, samt at han håber at aftalen kan blive en win-win for begge parter: “ Vi har store forventninger til Bonde, som jeg har set i kampe, han kommer klart til at bidrage til truppen med hans professionelle tilgang og hans erfaring fra NordicBet” fortæller Zouher og tilføjer: ” Jeg vil også gerne give et par ord med på vejen til Nykøbing, for det gode samarbejde, som resulterede i en god mulighed“
Det afsluttede vindue
Ud over offentliggørelsen af Ashraf Saber, Oliver Basse og Nikolaj Bonde, er Zouher meget fortrøstningsfuld for den kommende tid, men ønsker ikke at gøre tilgangen op i om truppen står stærkere “For mig handler det lige så meget om dem vi har og dem vi selv udvikler. Vi har fået en stærk Jakob Jensen tilbage, med fortid i Lyngby – og så er Ludvig Byrgesen tilbage, hvis vi får bare lidt af det han viste på U19, så bliver det rigtig spændende” Afslutter Zouher Abdullatif.