Fokus på ungdommen giver ændring i organisationen
Slagelse B&I går nu ind i de sidste uger, før sommerferien står for døren.
I den forbindelse har klubben valgt at igangsætte arbejdet frem mod den nye sæson, med udgangspunkt i at være divisionsklub, endnu et år.
Det kommende år, skal ifølge Slagelse B&I styrkes især gennem egne kræfter og spillere:
“Vi har i 2. halvsæson set rigtig flotte præstationer af vores egne spillere, en udvikling der ikke kun er meget vigtig for os, men også en udvikling vi skal gøre alt for at understøtte.” Udtaler Formand for Slagelse B&I Michael Birkedal.
En dybfølt tak
Som et led i strategien om at kigge ned i rækkerne, har Slagelse B&I valgt at nedlægge hvervet som sportschef og dermed ikke forlænge aftalen med Sportschef Søren Andersen, som udløber til sommer.
“Vi er meget taknemmelige for Sørens kæmpe arbejde gennem årene, han har været en del af hele genopbygningen af SBI og den udvikling vores seniorer har været igennem” Lyder det fra Birkedal som understreger at covid-19 året, samtidig har været en udfordring, der gør det svært at få alle ender til at hænge sammen:
“Vi må erkende at vi ikke er en klub af den størrelse, der har midler til at have en decideret stilling som Sportschef. Fremadrettet lægger vi ledelsen helt ud på banen og sikre i stedet en konstant dialog mellem Senior og Ungdom”.
Søren Andersen har været med siden Slagelse B&I igangsatte genopbygningen af klubben og har været med til at arbejde for den 2-stjernede licens, klubben i dag er tildelt. Der skal i denne forbindelse lyde en kæmpe tak for den store og trofaste indsats gennem mange år.
Slagelse B&I ændrer dermed organisationen efter 30.06, hvor trænerteamet fremover vil stå for scouting af kommende spillere, både internt og eksternt.
Den nye sportslige ledelse kommer i stedet til fremadrettet at bestå, af et samarbejde mellem Seniorteamet og ungdommen, som skal styrke fokus på den kommende udvikling af egne spillere.